Den knap så søde ventetid

Den første uge som Carls mor

 

Det er ved at være noget tid siden, at jeg har opdateret bloggen. Og det er der en helt særlig grund til. Jeg er nemlig blevet mor. Carls mor. Klokken 00.10 den 21. november 2018 stod min verden stille. Stille for en stund. 3000 gram og 51 centimeter lang. Alting gav mening på én og samme gang. Carl var kommet til verden og rejsen – den var lang. Første arvingen er født, og tænk sig engang, at sådan et fint, lille menneske havde valgt lige netop MIG.

 

Det var en rigtig hård fødsel. En fødsel, jeg ikke ønsker for nogen andre. Ikke engang min værste fjende. Som sygeplejersken også så fint fortalte mig: ”Først løb du et maraton. Og så blev du gennem tæsket bagefter. Jeg forstår, hvis du er træt”. Jeg havde b.la. tabt alt for meget blod under fødslen, hvilket resulterede i, at jeg blev kørt direkte til operation umiddelbart efter at have født. Alt sammen imens, at Carl blev indlagt på børneafdelingen med vand i lungerne. Da jeg ”stod stille” en lille rum tid, tog Christian det store overblik. Det er heldigvis også ham med de længste ben.

 

Der er allerede mange af jer, der har spurgt, om jeg kunne have lyst til at dele min fødselsberetning. Og den tygger jeg stadig lige lidt på. Der er nogle ting, som jeg skal have bearbejdet, før jeg har lyst til at dele det med resten af cyberspace, og det håber jeg, at du kan forstå.

 

I dag skinner solen, og jeg er sikker på, at det er derfor, at det hele begynder at gå stille og roligt fremad. Vi er blevet udskrevet fra OUH (Odense Universitets Hospital), og snart kan vi komme ud at gå. Ud at trille med den lille og frisk luft i næsen få. Det trænger vi til. Og hold nu lige fast, hvor jeg glæder mig. Jeg håber på at kunne blive den bedste udgave af mig selv, når nu jeg igen kan komme op at stå – og min tissekone lige har lagt sig. Det er altså hård, fucking kost ikke at føle sig tilstrækkelig, når man hverken kan pusle eller holde sin egen baby.

 

Kære Carl. Kæreste lille CC. For dig er der ingen regning. Al smerten er tilgivet. Alt er forladt. Os tre. For altid og for evigt. Jeg hyler, og jeg lever.

 

Din mor, Cille

 

 

2 kommentarer

  • Sikke en omgang – godt ham den lille søde trods alt, er tilgivet for strabadserne. Han ser skøn ud (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Årh Cille, du skriver som en drøm!!! Tillykke med den nye titel, og tak fordi du deler dine tanker. Kæmpe kram

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den knap så søde ventetid