Fødselsdagsfest med byens bedste take away som gæst

Min fødselsberetning (1/3)

 

Jeg har endelig fået skrevet min fødselsberetning ned. Og ja, det har taget en hel del tid. Jeg har haft et behov for at få bearbejdet fødslen og få den lidt på afstand inden at skulle konfronteres med det hele igen. I starten kunne jeg ikke tale om det uden at blive helt vildt ked af det. Men nu er den her, serveret frisk fra fad. Den er lang – så er du advaret. Men faktisk er den her beretning mest for min egen skyld. Den er skrevet for og til mig selv. Og nu har du så fået muligheden for at følge med. Samtidigt har jeg har haft et ekstremt stort behov for at tale om det, få det bearbejdet og få sluttet fred.

Det er vigtigt for mig at understrege, at ingen fødsler er ens, og i hvert fald så håber jeg, at din bliver hvis ikke mere ’smertefri’, så i hvert fald mindre kompliceret.

Jeg har delt den op i 3 afsnit, hvoraf dette er det første.

Jeg havde en fuldstændig normal og ukompliceret graviditet indtil uge 36, hvor jeg begyndte at have symptomer på svangerskabsforgiftning. Jeg havde protein i min urin og et alt for højt blodtryk. Jeg blev derfor fulgt tæt hos min jordemoder og på OUH. I uge 37 var mit blodtryk forhøjet, endnu engang – det blev ved med at stige, selvom jeg var på blodtryksnedsættende medicin, og de valgte derfor at indlægge mig. Jeg fik noget stærkere, blodtryksnedsættende medicin, som skulle prøve at stabilisere det lidt igen. Men efter et par dage med forværrende symptomer på svangerskabsforgiftning valgte de at sætte fødslen i gang.

 

Den 19. novemberblev jeg sat i gang– igangsættelse i form af hormontabletter under indlæggelse, da der var behov for ekstra overvågning af både Carl og jeg. Jeg var klar – fuldstændig uvidende, ubekymret og usandsynlig spændt.

 

 

Den 20. november begyndte jeg så småt at kunne mærke en muren og lidt niven i lænden. Hvilket senere hen skulle forestille sig at være starten på noget lidt mere smertefuldt – veer. Jeg sov ikke hele natten. Jeg havde alt for meget uro i min krop, jeg tror, det var fordi, at jeg var så spændt. Endelig skulle jeg være mor. Vi skulle være en lille familie. Kl. 05 kunne jeg ikke ligge ned længere. Jeg gik stue op og stue ned. I min egen lille boble. Sammen med 2 andre kvinder, som havde det nogenlunde ligesom jeg. Hen ad formiddagen tog veerne til, men var på ingen måde regelmæssige. Jeg fik en hindeløsning omkring kl. 8 og en masse akupunktur. Endnu engang vandrede jeg rundt på gangen med nåle i benene og panden, som en anden syg høne. Jeg fik virkelig nedlagt nogle kilometer på den afdeling. Omkring klokken 14 begyndte veerne at komme mere regelmæssigt og de ringede derfor efter min jordemoder (jeg har været i kendt jordemoderordning gennem hele min graviditet – hvilket betyder, at jeg kendte min jordemoder på forhånd. Det er hende, som jeg har gået til kontrol ved gennem hele min graviditet).

 

Jeg blev kørt ned på fødegangen omkring klokken 15.00. Jeg var så småt begyndt at få regelmæssige veer, men var ikke åbnet meget mere end 1 lille bitte centimeter. Der var edderbrandsparkme lang vej til de 8 cm på det tidspunkt. Det første min jordemoder sagde til mig, var, at vi lige skulle have ”tømt mig”. Tømt mig?!?!! Altså hvad mener du med tømt? Jeg var helt forvirret, men havde jo godt hørt om det berygtede lavement. Jeg havde allermest lyst til bare at vende om på hælene og sige, at jeg altså ikke skulle føde alligevel. Hvorfor er alt det, der indeholder, ja undskyld mig – lort – så pis’ hamrende ydmygende??? Lavementet var faktisk noget af det, som jeg havde frygtet aller mest, inden jeg skulle føde. Sammenholdt med at skulle ligge splitter ravende Hans Jørgen foran nogle, som jeg ikke kendte (De af jer, som har læst mine tidligere post, ved, at jeg har det MEGET stramt med at være let påklædt – blufærdig gange 500). Begge ting var i øvrigt noget, der nogle timer efter skulle vise sig at være piece of cake set i forhold til, hvad man ellers skulle udsættes for… Egentlig vil jeg ikke uddybe det (lavementet) meget mere andet, end at jeg kan fortælle, at jeg fik peget på døren i en aller helvedes fart, og fik råbt til Christian noget i stil med: ”Døren er derovre, og jeg skal nok fortælle dig, hvornår du er velkommen igen.” Farvel, kammerat. En smule værdighed var da ikke for meget at forlange, og jeg havde på ingen måde lyst til at sidde og skrub skide foran ham. Lavement-showet blev overstået, og Christian blev hilst velkommen på stuen igen. Imens jeg lå og sundede mig oven på ja, ”oplevelsen”, blev jeg udstyret med de mest usexede net-underdrenge, som jeg i mit liv har set. Samtidigt med, at jeg kunne høre en anden kvinde brøle inde fra stuen ved siden af. Jeg husker tydligt, hvordan jeg tænkte: så slap dog af kvinde. Prøv lige og dæmp dig lidt, vi er faktisk flere her i omegnen, som er en smule presset. Hvilket endnu engang skulle vise sig at være en sand falit-erklæring fra min side af. Jeg var bare ikke nået til det punkt endnu, hvor jeg ikke længere kunne være i min egen krop. Jeg kunne da sagtens acceptere smerten og være i den – kæft hvor var jeg dog naiv, når jeg sådan tænker tilbage.

Jeg fik samlet lidt kræfter og bad min jordemoder om endnu en hindeløsning. På det tidspunkt havde jeg været i gang i næsten to døgn. De valgte derfor at tage vandet på mig og ligge et vestimulerende drop. Jeg har altid tænkt meget over, hvordan det føles, når ”vandet går”. Jeg tænkte for eksempel tit derhjemme, når jeg lå der midt om natten, vågen, og skulle tisse for 16. gang, om det mon var mit vand, der var gået – fordi mine trusser var en anelse våde. Lad mig sige det sådan, DU ER IKKE I TVIVL. Jeg fyldte en hel balje med vand, og det gik temmelig stærkt. På ingen måde smertefuldt, faktisk en meget rar følelse. Jeg fik noget lattergas –  på ingen måde en succes. Jeg kamp brækkede mig og brød mig ikke om følelsen af ikke at være til stede. Jeg fik derfor hurtigt aflivet den maskine. Efterfølgende fik jeg et varmt karbad, hvilket var rart. Og jeg husker tydeligt, hvordan jeg prøvede at finde mig selv og roen i min lille krop. Min jordemoder havde tændt små stearinlys og musik på badeværelset. Hun prøvede ihærdigt på at skabe en stemning… Det varede dog ikke længe. Freden var forbi, og jeg var en smule utålmodig og ville op af vandet igen. Der blev taget nye metoder i brug, og vi begyndte på lidt robozo. Jeg stod op ad en væg, mens min jordemoder og Christian svang mig fra side til side. Jeg kunne mærke hvordan at mit underliv blev tungere og tungere. ”Én gang mere”, råbte hun, mens Christian stod der og svedte, som om han skulle trække en kæmpe hval i land. Hun skruede lidt mere op for mit drop og så begyndte veerne ellers at komme som perler på en snor. Det lyder rart, det var det ikke. Det er svært at beskrive smerten, uanset hvor meget jeg gerne vil prøve at beskrive det, vil man nok aldrig forstå – medmindre man selv har født et barn, selvfølgelig. Men lad mig sige det sådan, Hella overdriver ikke, når hun beskriver det som ”“Det gør lige så ondt at føde et barn som at få en kommode ned over sine bare tæer, mens man får trukket sine fortænder ud og spiser en af Klaus’ habanerochilier og skider den ud, mens man får tequila i øjnene”

Klokken var blevet 18, og jeg var ikke længere en smule utålmodig. Jeg bandede og svovlede og sagde til min jordemoder, at nu måtte hun godt komme i sving. Jeg sagde til Christian, at nu gad jeg ikke det her pis længere, om vi ikke skulle tage hjem. Jeg var så tilpas presset og jamrede konstant, at jeg havde så fucking ondt. Jeg havde for en kort stund glemt, at det var min krop, som skulle gøre arbejdet. Så jeg måtte op og stå igen. Jeg gik rundt om mig selv, mens jeg prøvede at arbejde med min vejrtrækning. Jeg prøvede at acceptere smerten og være i den – samtidigt med, at jeg fortalte mig selv, at der ikke var lang vej igen.

 

 

Klokken 20 var jeg så tilpas udmattet, at min jordemoder anbefalede mig at få lagt en epiduralblokade. Jeg havde været vågen i 2 døgn og efter en undersøgelse, hvor det viste sig, at jeg kun havde åbnet mig 4 centimeter, besluttede vi at takke ja tak til at få lagt den blokade. Jeg fik lagt blokaden og efterfølgende skruet en del op for det vestimulerende drop. Det var virkelig en god beslutning. Jeg kom endelig lidt til mig selv og kunne overskue at spise lidt mad. Mens jeg bare kunne se på skærmen, hvordan veerne galoperede derudaf. Klokken 22 blev jeg undersøgt endnu engang. Jeg var åbnet 8 cm. 4 centimeter på 2 timer. YES! Tænkte jeg. Nu var der ikke lang vej igen. De skruede ned for det vestimulerende drop for at se, om jeg kunne producere mine egne veer. Vi afventede lidt, men der skete absolut ingenting. Min krop var ikke i stand til at danne sine egne veer på det her tidspunkt. Lidt et nederlag, men omvendt var jeg klar på at få skudt det barn ud omgående. Jeg fik derfor hurtigt tændt for droppet igen. Min krop reagerede ekstremt hurtigt på det vestimulerende medicin. De skulle kun lige tænde det, og vupti, så var der veer som perler på en snor igen. Der gik ikke mere end en lille time, også var de der. De famøse 10 cm., som jeg havde ventet på i næsten 9 mdr. Hovedet stod klar, og pressede på bækkenbunden.

Carl havde i mellemtiden fået sat en elektrode på hans hoved, og man kunne på skærmen se, at han var begyndt at blive små stresset. Min jordemoder fortalte mig, at nu var tiden inde, og jeg skulle samle alle mine kræfter til at få presset Carl ud. Jeg blev lagt op på fødelejet, mens Christian holdte min hånd. Jeg var så træt og udmattet. Jeg græd lidt – jeg kunne på ingen måde mere. Jeg var færdig som popsanger. ”på den næste ve, der kommer, så presser du alt, hvad du har lært”, råbte min jordemoder nede mellem benene på mig. Veen kom, og jeg pressede og pressede. Efter at have presset 4-5 gange gik min livmoder pludselig i stå. Min livmoder blev træt og ville ikke længere reagere på det vestimulerende drop. På det her tidspunkt var Carls hoved halvt ude – så tingene skulle gå ret hurtigt. Jeg fortalte min jordemoder, at jeg ikke længere fik veer, hvorfor jeg ikke vidste, hvornår jeg skulle presse. Hun fortalte mig, at min livmoder var blevet træt, så jeg blev nødt til at presse ham ud uden veer. ”Nu tæller jeg til 3 Cecilie, og når jeg når til 3, så presser du alt, hvad du overhovedet kan – også ligger Carl i dine arme om 0,5, det, lover jeg”. Jeg råbte og skreg, fortalte hende, at jeg på ingen måde kunne mere – jeg havde ikke kræfter til at presse, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kunne få ham ud? Hun svarede mig ikke. ”1, 2, 3, PRES!” råbte hun, sammen med Christian og nogle andre læger, som var kommet til imellem tiden. Alting gik så stærkt. Og inden jeg så mig om, var stuen fyldt med læger og andet sundhedspersonale, klokken var 00.10, og jeg havde født.

Du kan læse andet afsnit af min fødselsberetning i morgen.

xxx, Cille

4 kommentarer

  • Elisabeth

    Jeg aner absolut intet om fødsler, men hold nu kæft hvor er du sej! ALT det bedste til jer 3.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Tusind tak Elisabeth <3
      Jeg ønsker dig den bedste weekend.

      xx Cille

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Tak fordi du deler historien med os <3 Du lyder som en sand helt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Selv tak <3 åh, hvor er du sød!
      Rigtig god weekend til dig.

      xx Cille

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdagsfest med byens bedste take away som gæst