Min fødselsberetning (1/3)

Min fødselsberetning (2/3)

 

Andet afsnit af min fødselsberetning. Det første afsnit kan du læse her*.

Jeg fødte Carl kl. 00.10 og nåede kun at have ham liggende på mit bryst i en meget kort stund – før han blev revet væk fra mig igen. Der kom endnu 2 læger stormene ind på stuen. Jeg blødte helt ustyrligt (jeg endte med at tabe lidt over 2 liter blod). De stod og tævede løs på min mave i en time for at få min livmoder til at trække sig sammen. Tårerne trillede ned af kinderne på mig. Det var, som om jeg ikke forstod, hvad der foregik. Jeg kunne ingenting høre. Som at se en film uden lyd, som bare rullede forbi. Jeg nærmest hellere havde født et barn mere.

Jeg fik lagt endnu et drop med noget medicin, som skulle prøve at stoppe min blødning. Jeg fødte moderkagen – og blødte stadig helt ustyrligt. Der var en på stuen, som alene havde til opgave at stå og råbe til de andre: ”Vi er nu oppe på 1800 ml – det skal gå lidt stærkere nu”, også tævede de ellers bare videre på min mave. Lægerne prøvede at byde op til dans, men min livmoder ville på ingen måde danse med.

Sideløbende med mig blev Carl undersøgt. Han var helt sort, da han kom ud, fordi han havde manglet ilt under fødslen. Derudover havde han fået fostervand i lungerne, så de blev nødt til at løbe afsted med ham på børneafdelingen og få hans lunger suget. Overlægen spurgte Christian, om han ville med, eller blive hos mig. Jeg glemmer aldrig, hvordan han kiggede på mig helt opgivende. Han ville ikke tage det valg. ”Hvad synes du, Cille? Har du brug for mig her?” Spurgte han. For mig var der intet at rafle om. Han skulle tage med Carl, han kunne ikke være noget for mig på det her tidspunkt alligevel. Samtidigt med at jeg fik det sagt, var de væk.

Der lå jeg så. Alene sammen med 8 andre hvide kitler. Da jeg havde tabt 2 liter blod, besluttede de sig for at køre mig til operation. Jeg blev lagt over i en seng, også fløj vi ellers afsted. Imens vi var i elevatoren, fik jeg grøn hue og noget andet tøj på – elevatoren stoppede – jeg blev kørt ud i en aller helvedes fart, også løb de ind med mig på operationsgangen. Jeg var så rundt forvirret, at jeg ikke rigtig nåede at opfange, hvad der lige var sket. JEG VAR BLEVET MOR?! Alting var gået så usandsynlig hurtigt. Da jeg kom ned på operationsgangen, fik jeg lagt endnu en blokade og et andet drop, og på ingen tid var jeg lammet fra navlen og ned.

Jeg græd. Jeg har aldrig i mit liv været så pisse hamrende bange. Der var ingen, der kunne give mig noget information på det her tidspunkt. Lægernes primære opgave var at få stoppet min blødning, der var ikke tid til at trøste mig. Så lå jeg der, som nybagt mor på operationsbordet i 3,5 fucking, stive timer og tude hamrende brølede. Jeg havde ikke ondt i hvert fald ikke fysisk. Men mit hjerte blødte. Jeg ville se min baby. Og det skulle være NU! Da jeg havde ligget på bordet omkring en time, råbte jeg til narkoselægen, at han måtte gøre noget for mig. Jeg havde brug for noget, der kunne holde ALT ude. Stemmer og lyde ud… Jeg bad ham om at gå ud og finde noget musik eller nogle høretelefoner. Jeg kunne ikke klare så meget som ET MINUT længere. Og lad mig sige det sådan, det var ikke et spørgsmål, jeg kom med, det var nærmere en ordre, som jeg på det her tidspunkt fik fremstammet. (Jeg kunne aldrig drømme om at tale til nogen på den måde, som jeg gjorde den nat, men jeg var så bange, ked af det, desperat og magtesløs). Jeg tror ikke, at han var i tvivl om, hvor traumatiserende det var for mig. En sygeplejerske forlod i hvert fald stuen og kom tilbage med en lille højtaler, som kunne spille lidt for mig. Så kunne jeg ligge der og høre på nogle fugle, som kvidrede, mens jeg kunne se to små, grønne hatte mellem mine ben og forskellige instrumenter på en sølvbakke. Indtil de begyndte at sy. Så var det kun nål og tråd, som jeg kunne ane i det fjerne. Jeg havde fået en rift på livmoderen, som skulle sys sammen. Udover at blive syet sammen (indvendigt såvel som udvendigt) fik jeg lavet en udskrabning, lagt en bakri ballon, og en masse bandage, som skulle danne en form for vakuum, det var på den måde, at de fik kontrol med blødningen igen.

Omkring klokken 04.30 blev jeg kørt til opvågning, hvor Christian ventede på mig….. Det er svært for mig, også her 2 måneder efter at sætte ord på, hvad der gik igennem min krop, da jeg kom ind på den opvågningsstue. Dørene gik op, og dér stod Christian – uden Carl. ”De beholder Carl på børneafdelingen lidt endnu. Men han sover, så han ved ikke, at vi er væk”, sagde han. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg rystede stadig som et lille espeløv. Jeg græd og græd. Jeg var fuldstændig utrøstelig. Følte mig som verdens dårligste mor, der ikke kunne tage vare på sit eget barn. Sygeplejersken kom hen til mig og spurgte, om jeg ville have en filur is. ”En filur is?! Ellers tak, jeg skal bare køres på børneafdelingen, så jeg kan få hentet mit barn, og så skal vi hjem”. Jeg var nærmest begyndt at tage iltmasken ud af næsen og rejse mig op, da Christian sagde til mig, at jeg blev nødt til at slappe lidt af. ”Det hele er overstået, og nu er der kun gode ting tilbage, det lover jeg”, sagde Christian. Jeg prøvede virkelig at se alting på den lyse side, selvom det var pisse hamrende svært – jeg mener det, jeg prøvede alt det bedste, som jeg havde lært. Men det var bare, som om at alting pludselig blev en lang tåge af ligegyldighed. Det ENESTE, jeg ville, var at se MIT barn.

 

Omkring klokken 06 blev vi kørt tilbage til børneafdelingen. Christian gik ved siden af og holdte mig i hånden hele vejen. Nu skulle jeg endelig se Carl igen. Jeg havde jo for fanden kun set ham i, et par minutter før han fløj ud af døren på fødestuen. Ligeså hurtigt som han kom, ligeså hurtigt, var han væk igen. Jeg får stadigvæk ondt i maven ved tanken. Min seng blev rullet ind på Carls stue, hvor han lå i en lille kuvøse sammen med 5 andre små, bitte babyer. Der var ikke et øje. Kun en fastvagt, 5 små babyer, Carl, Christian og jeg. Jeg fløj op af sengen, så jeg kunne komme over og tage ham op til mig. Jeg skulle endelig holde ham for første gang. ”Du må ikke bære Cecillie, jeg kommer med ham til dig”, sagde sygeplejersken. Endnu et nederlag. Ja, det var et kæmpe nederlag for mig ikke at kunne bære sit eget barn. (Og så sidder du måske, og tænker – nederlag? Hvad mener hun med det? Og det skal jeg lige nøjagtig fortælle dig: Følelsen af utilstrækkelighed.)

 

 

Og der lå vi så. Sammen, alle sammen igen. Genforenet som den lille bitte familie. Tågen lettede. Og jeg græd lidt igen.

Jeg fik kærligheden i øjnene, og den gjorde mig blind.

Så kære Carl, nu jeg siger det igen – præcis, som jeg skrev det ugen efter, at vi kom hjem: ”Kære Carl. Kæreste lille CC. For dig er der ingen regning. Al smerten er tilgivet. Alt er forladt. Os tre. For altid og for evigt. Jeg hyler, og jeg lever.”

Sidste del af min fødselsberetning kommer på bloggen i næste uge – jeg blev nemlig opereret igen, kort tid efter at vi var kommet hjem.

Xx, Cille

15 kommentarer

  • Mette

    Så fint et indlæg! Du er virkelig sej til at skrive 🙏🏼 Hvornår kan vi forvente del 3/3? 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Tusind tak! Jeg håber at det kommer inden så længe, men det er lidt tungt at komme igennem. Da det er forbundet med rigtig mange følelser… Så det kræver lidt ekstra tid. God dag til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hellemor

    Lille søde skat❤️Du vil aldrig glemme din historie, Stephanie er som du ved 30 og selv så længe efter kan jeg mindes, mærke og hyle over det akutte kejsersnit med alt for mange grønne huer på samme sted, udpumpningen, Gert der forsvandt, eller var det mig der forsvandt ind i tågerne, tankerne, kejsersnittet og først blev ført sammen med min lille familie flere timer senere. Jeg græder med dig men også af glæde over, at kunne sidde med CC I mine arme alt imens du griner og pjatter som før❤️ Elsker jer af hele mit hjerte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      årh. du er med mig hele vejen! vi elsker også dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Lille søde skat❤️Du vil aldrig glemme din historie, Stephanie er som du ved 30 og selv så længe efter kan jeg mindes, mærke og hyle over det akutte kejsersnit med alt for mange grønne huer på samme sted, udpumpningen, Gert der forsvandt, eller var det mig der forsvandt ind i tågerne, tankerne, kejsersnittet og først blev ført sammen med min lille familie flere timer senere. Jeg græder med dig men også af glæde over, at kunne sidde med CC I mine arme alt imens du griner og pjatter som før❤️ Elsker jer af hele mit hjerte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Tak, af hjertet tak ♥️
    I 2015 var jeg igennem et lignende forløb. Mine veer startede torsdag, og jeg fødte først mandag 04.56. Med moderkagen kom der en skylle af blod, og derfra gik alting stærkt og som i en film. Jeg endte på operationsbordet, blødte 3 liter og fik syet en rift i livmoderen. Derudover gik jeg så meget i stykker, at jeg skulle ligge ned den første måned. En meget traumatisk oplevelse for både mig og min kæreste.
    I august 2018 skulle jeg så igennem en fødsel igen. Jeg var skrækslagen. Alle (jordemoder, læger osv.) lovede, at der ville tages ekstra hensyn pga. den tidligere oplevelse, og at det hele nok skulle gå bedre. Åbningsfasen gik langt nemmere, men efter fødslen af min yngste datter genspillede den forrige fødsel sig. Da moderkagen var ude kom der igen en skylle. På operationsbordet igen, denne gang 2 liter og en del af moderkagen som ikke kom med ud.
    Jeg føler mig snydt for den “gode” fødsel, for at se mine børn blive målt og vejet, for at have et psykisk overskud fra start.
    Derfor vil jeg bare sige tak, fordi du sætter ord på præcis de følelser, jeg har/havde ♥️
    Både min kæreste og jeg havde rigtig meget glæde af psykologhjælp, så det råd vil jeg blot give videre. Jeg håber inderligt, at I kommer godt ovenpå efter den frygtelige oplevelse.
    Så tak, bare tak ♥️👏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Kære Nanna. Tak for din fine besked <3 Det lyder virkelig ubehageligt og jeg kender godt til følelsen som du beskriver de: "at føle sig snydt for overskud, mål, veje mm". Du er ikke alene. Jeg er ikke alene. Vi er ikke alene. Derfor er det virkelig rart, at du har taget dig tid til at skrive til mig. Ja er i forløb hos psykolog, der var for mange ting, som jeg på ingen måde kunne gabe over til sidst. Endte desværre med at udvikle en fødselsdepression, som jeg 'heldigvis' fik taget lidt i opløbet, tror jeg. Det er i hvert fald blevet meget meget bedre. Dagene bliver længere og det er som om, at der er lys derude. Så bare, selv tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Hej Cille
    Hold da op en tur.
    Jeg fødte min første søn i 2016 og havde også en virkelig lang og sej fødsel. Han lå med den ene hånd på siden af hovedet og kom derfor ud på en gang. Altså ikke noget med at føde hovedet og så vente til næste ve. For at sige det mildt skulle der en del syarbejde til efterfølgende.
    Dog kan jeg trøste dig med at jeg gjorde det igen. Jeg fødte min anden søn for 4 måneder siden og havde lidt af en drømme fødsel. De tog 4 timer, ingen komplikationer og kun et enkelt sting.
    Sørg for at gå talt om din oplevelse så mange gange som du overhovedet kan og magter.!!
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Kære Anja. Tak for din besked! åh hvor er det dog dejligt at høre. Så er der håbet om drømmefødslen stadig forude <3 rigtig dejlig dag til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Tusind tak, fordi du deler. Jeg fødte for syv måneder siden og endte med en fødsel på over fire døgn og en baby, der blev hevet ud af jordemoderen efter forgæves forsøg med kop, fordi min livmoder også var for udmattet til at producere effektive veer. Jeg fik sagt til lægen, der syede mig sammen, at jeg ikke kunne finde ud af at føde. Hvilken mor kan ikke producere veer? Den følelse har siddet i mig lige siden. Så det er virkelig rart at høre, at jeg ikke er alene om det! Jeg ønsker dig alt det bedste og at du kommer dig fuldstændig over oplevelsen, både fysisk og mentalt ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Selv tak! Tak fordi du giver dig tid til at skrive tilbage til mig <3 Jeg kender virkelig følelsen – hvilken mor kan ikke prodcuere veer? er det ikke det, som vi er skabt til? det tog mere end et par dage lige og sluge den. OG det er som om, at den stadig sidder der endnu. 3 måneder efter. Jeg arbejder rigtig meget med at acceptere det og som dagene går, er det som om at accepten vinder og frygten. Frygten for ikke at kunne producere veer. Eller generelt set, bare frygten for at være blevet mor? Du er ikke alene. Rigtig god dag til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Åh jeg tuder.. Tak for at dele din oplevelse ❤️ Så smukt skrevet og virkelig en rørende historie. Mødre er de sejeste i hele verden! Hilsen en nybagt mor der efter 22 timers veer måtte overgive sig til kejsersnit grundet manglende fremgang i åbningsprocessen.. Forstår udemærket din følelse af utilstrækkelighed. OG hjerteligt tillykke med jeres nye lille familie ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Selv tak <3 Om de er – Not all heroes wear capes 😉
      Årh, det lyder heller ikke rart! den følelse er så forfærdelig! men jeg lover dig, at den forsvinder igen.

      Rigtig god weekend til dig og din lille familie.

      Xx Cille

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Du skal vide jeg føler med dig, af hele mit hjerte. Jeg fødte min søn i oktober, fødselsforløbet lignede ikke som sådan dit, men var også meget traumatiserende for mig. Følelsen af utilstrækkelighed – jeg kan stadig mærke det helt ned i maven. Det kan, for mig, stadig være ubeskrivelig svært at sætte ord på overfor andre, præcis hvilke følelser det var forbundet med min fødsel – men du gør det så fint. Det ramte mig lige i hjertet, og giver mig følelsen af ikke at være alene. For det vil jeg bare sige dig tusind tak, og tillykke med din lille familie. Det bliver ikke større en dét 💘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Kæreste Mie

      Af hjertet tak for din fine besked! Det betyder rigtig meget for mig, at du ikke føler dig alene. Det er lidt det, som er formålet med at dele min historie. Jeg har selv manglet noget at kunne relatere til, da alting blev lidt for meget.

      èn ting skal du vide, du er ikke alene <3
      Rigtig god weekend.

      XX Cille

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min fødselsberetning (1/3)