På det seneste har jeg #3

Min fødselsberetning (3/3)

 

Her kommer sidste del af min fødselsberetning. Jeg ved godt, at den har været længe undervejs, men det har været svært og jeg har haft er behov for at sunde mig. Et behov for at få det hele lidt på afstand inden at skulle dele det hele. Du kan læse første del af min fødselsberetning her* Og anden del af min fødselsberetning her*.

Carl blev udskrevet. Imens at de beholdte mig på OUH (Odense Universitetshospital) – lidt endnu.

Jeg havde tabt for meget blod til, at det ville være forsvarligt at sende mig hjem. Jeg fik b.la. en blodtransfusion dagen efter, at jeg havde født Carl, som skulle hjælpe mig med at komme lidt hurtigere på benene igen.

De første par dage efter fødslen er stadig slørede for mig. Jeg kan for eksempel ikke huske, da mine forældre kom på besøg for første gang ude på hospitalet. Som om kroppen lidt har fortrængt det. Noget, der til gengæld står kniv hamrende skarpt for mig, er følelsen. Følelsen, som jeg også beskrev i mit tidligere indlæg. Følelsen af utilstrækkelighed. Der lå han. Mit barn. Mit helt eget afkom. Og hvad kunne jeg? Ingenting. Det første lange stykke tid måtte jeg hverken løfte, stå eller gå. Det var Christian, som skulle pusle, nusse og bade ham. Mens jeg sad i en kørestol ved siden af og kiggede på. Jeg var så dårlig, at jeg ikke engang kunne på toilettet gå.

Det var også Christian, som ringede til min mor om morgenen, hvor jeg havde født Carl om natten. Jeg kunne ikke selv fortælle hende, at jeg var blevet mor. Jeg ved ikke, hvorfor. Men jeg kunne simpelthen ikke få ordene ud af min mund. Jeg var så tynget af sorg, smerte og glæde på en og samme gang. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen. Vejen, den var VIRKELIG lang. Det sidder stadig i mig her, 5 måneder efter – at jeg ikke selv fik lov til at fortælle min mor den største nyhed – at jeg var blevet Carls mor. Jeg følte mig frarøvet oplevelsen på en eller andet mærkelig måde?.

ENDELIG kom dagen, hvor vi måtte tage hjem. Det var virkelig en sejr.

Ind var vi kommet to. Og ud kom vi tre. Det var en helt særlig dag. Christian hentede bilen i parkeringshuset, mens vi stod i indgangen og ventede. Jeg husker tydeligt, da han trillede ind på parkeringspladsen i vores lille polo til lyden af ”celebration” i ved den dér med Kool and the Gang. ”ceeeelebrate, good time come on”, skreg han ud af vinduet. ”theres a party going on right here!” skreg han, mens han kiggede på en ældre dame, der kom ud af døren sammen med Carl og jeg. Det var fandme cute, var det! Og endnu engang blev jeg mindet om, hvordan han bare er den helt perfekte far til vores lille dreng.

Efter at have været hjemme et par dage fik jeg ekstremt ondt i maven. Jeg havde fået at vide på OUH, at jeg skulle kontakte min læge, hvis tingene blev værre. Jeg synes, at smerterne begyndte at tage til, så jeg tænkte, at jeg nok lige måtte få det tjekket det efter ved lægen. Christian kørte mig til lægen og ventede med Carl ude i bilen. Jeg kom ind, og hun undersøgte mig. Hun kunne ikke rigtig ’se’ noget, men hun synes heller ikke, at det var normalt at have så mange smerter (der var alligevel gået 14 dage, siden jeg havde født) – så hun bad os køre tilbage til OUH. Det var nogle tunge skridt ud til bilen. Som om at alting gik lidt i stå. Var jeg begyndt at glæde mig lidt for tidligt? Jeg satte mig ind i bilen og brød fuldstændig sammen. Jeg havde IKKE lyst til at køre tilbage til OUH. Jeg kunne slet ikke magte at skulle bruge flere timer derude, men omvendt havde jeg også så ondt, at jeg godt vidste, at der var noget, som nok liiige skulle fikses.

Vi kørte ud på OUH, og jeg blev undersøgt. Lægen, som undersøgte mig, tilkaldte en anden læge, fordi han var i tvivl om, om det hele så ud, som det skulle. Den anden læge undersøgte mig igen og sagde, at alting så fint ud. Hun sendte mig hjem med ordene: ”Det gør ondt at føde et barn. Gå du hjem, og spis 2 panodiler, også skal det nok blive bedre i morgen”. JEG VAR RASENDE! Og ked af det. Jeg græd hele vejen hjem. Hvis der er noget, jeg ikke kan holde ud, så er det, når folk ikke tager mig seriøst. Når man ikke bliver anerkendt. Hun fik mig til at føle mig så dum. Den måde hun kiggede på mig da hun sagde det, var simpelthen så ydmygende. Bare fordi man ikke havde født før, og måske hørte til den lidt yngre kategori – de unge mødre, så var det på ingen måde på sin plads.

To døgn efter fik jeg simpelthen så mange smerter i min mave, at jeg ikke kunne stå på mine ben. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så meget smerte. Jeg lagde mig ned i sengen og sagde til Christian, at det var helt galt. Han bad mig ringe til lægen igen. Jeg havde ikke lyst, for jeg havde jo fået at vide, at det gjorde ondt at føde et barn, og det nok skulle blive bedre? Da jeg havde ligget i sengen og vredet mig i 1,5 times tid, var smerterne fuldstændig ulidelige. Christian insisterede på, at jeg skulle ringe til lægen. Da jeg endelig havde fået taget mig sammen til at ringe, havde lægen lukket. Så jeg kontaktede i stedet min jordemoder, selvom hun faktisk havde afsluttet forløbet. Jeg har været så heldig at være i kendt jordemoderordning – så jeg vidste, at jeg kunne få fat på min jordemoder hele døgnet. Jeg ringede til hende og fortalte, hvordan jeg havde det. At jeg 2 dage forinden var blevet sendt hjem fra OUH, fordi der ikke var noget galt – og at smerterne ville aftage. I min situation var de så bare blevet 10 gange værre. Hun bad mig om at køre på OUH med det samme, for selvfølgelig var det ikke normalt ikke at kunne stå eller gå. Christian fik pakket Carl og derefter båret mig ud i bilen. Vi ankom på OUH, og jeg blev undersøgt igen igen. Vi blev mødt af samme fødselslæge, som havde undersøgt mig to dage tidligere. ”Så mødes vi igen” – sagde han. ”Ja, det gør vi – og det kommer du til lige indtil at du har fundet ud af, hvad der er galt med mig”, svarede jeg. Tonen var forholdsvis kontant. Jeg tænker, at han alene bare ved at kigge på mig kunne se, at jeg havde ondt. Jeg lå og vred mig på sengen, mens han undersøgte mig – og stadig ikke kunne finde nogen årsag. Han tilkaldte derfor en overlæge, som hurtigt konkluderede, at der jo var et stort stykke restvæv, som ikke var blevet fjernet ved 1. Operation???? ”vi bliver desværre nødt til at indlægge dig”, – sagde hun. ”Igen? Jeg er lige blevet udskrevet for 5 dage siden” – sagde jeg. ”du bliver opereret som den første i morgen, det lover jeg.” Og så gik hun ud igen. Jeg græd. Christian græd. Vi havde ikke flere kræfter at give af på det her tidspunkt. Ikke mere overskud. Der kom en sygeplejerske ned og hentede os og fik mig kørt op på ”min” stue. Ja, den føltes i hvert fald som min.

Jeg var SÅ syg. Umiddelbart har jeg ikke så meget mere at tilføje til den del andet, end at jeg blev opereret for anden gang. Jeg var MEGET ked af det, utrolig udmattet og træt. Samtidigt med, at jeg var pisse hamrende angst for, at jeg ikke ville kunne amme Carl, når jeg vågnede igen fra narkosen. Og omvendt, så følte jeg ikke, at jeg havde kræfterne til det? Jeg var så småt begyndt at distancere mig fra Carl, og endnu engang blev jeg mødt af følelsen. Utilstrækkeligheden. Følelsen af utilstrækkelighed blev kimen til alle usunde tanker for en mig som nybagt mor. Jeg kunne ikke være i mine smerte samtidigt med at overskue, min nye (som ellers skulle være lykkelige) tilværelse som mor. Jeg var så småt begyndt at udvikle en fødselsdepression på det tidspunkt. Det har været mother, fucker hårdt! Det har kostet blod, sved og tårer. Det har været den mest ulykkelige og lykkelige tid i hele mit 25-årige, lange liv.

Det er så sindssygt svært for mig at sætte ord på det her, for det er simpelthen noget, som sidder så dybt inde i mig. Først overskuer man ikke, sit barn også bebrejder man sig selv, for at man ikke er god nok. At man ikke rækker. Føler ALDRIG, at man strækker. Og så er vi tilbage ved tilstrækkeligheden igen.

HELDIGVIS har jeg fået alt den gode og professionelle hjælp, som jeg kunne ønske mig og endnu engang så minder de sidste 5 måneder mig om, at livet ikke altid er en leg. Jeg fik sluttet fred og er endelig kommet mig.

Og husk nu, til dig og dig og dig – du er ikke alene. Det er helt okay at have det ligesom jeg.

 

Xx, Cille

 

8 kommentarer

  • Marlene dahl

    Sødeste dig ❣️❣️❣️Så fint og ærligt du skriver

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vildt spændende at høre. Tak fordi du lukker os så meget ind!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Hej Cille
    Jeg har læst dine tre dele af fødselsberetningen. Jeg har netop født mit andet barn, hvor både graviditeten, fødslen og tiden derefter har været rigtig hård.
    Jeg kan derfor sagtens følge, når du skriver om utilstrækkelighed. Det er simpelthen SÅ hårdt! Jeg vil blot sige tak for du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Selv tak! med et ønske om en dejlig weekend <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er sej, at du fortæller det. Jeg holdt helt vejret mens jeg læste det. Sikke en omgang. Jeg selv fødte for 5mdr siden for anden gang. På papiret var intet ‘forkert’, men det var en voldsom voldsom omgang for mig. Det har jeg altså skulle vænne mig til, fordi der ikke umiddelbart er nogen målelig forskel på første og anden fødsel, som var en helt anden flyvende oplevelse for mig. Tak for at minde mig om, at det selvfølgelig er okay! Jeg håber på alt det bedste for dig og dine <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • ceciliefjord

      Tusind tak for din fine besked Sarah <3 Det er helt okay, vi er i hvert fald på samme hold!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På det seneste har jeg #3