Boligtanker

Vores surprise bryllup

I er usandsynlige mange, der har spurgt ind til vores surprise bryllup. Så jeg har derfor prøvet på at skrive det meste ned. Da jeg var højgravid med Carl talte vi (læs: nok mest mig) om at blive gift. Vi snakkede om en masse forskellige ting, og talte faktisk om at gå på rådhuset i al hemmelighed kort inden, at jeg skulle føde. Vi blev enige om, at det for os ville være en lidt ‘flad’ fornemmelse ‘bare’ at gå på rådhuset. Bemærk, at jeg skriver: “for os” – det som er det rigtige for os, er jo ikke nødvendigvis det rigtige for dig. For nogle giver det god mening at gå på rådhuset – det gjorde det bare ikke for mig (os). Jeg havde (som den kommende jurist, jeg nu engang er) lavet en ægtepagt til os, og da vi kun manglede at få den underskrevet ved notaren tror jeg, at det gik op for Christian, at det faktisk var ‘alvor’ ;D. Det betyder meget for mig, at man har papirer på hinanden, når man stifter familie. Det lyder sgu så juridisk. Det er ikke meningen, men jeg tænker at du forstår min point. Og nu hvor vi jo ikke var gift, var det det eneste, der rigtig gav mening for mig – ja, skørt måske? men sådan er jeg. (Man er vel en smule farvet af sit fag, men jeg sidder altså med nogle triste sager på kontoret hver dag).

 

GODT – lang historie kort: Vi besluttede i fællesskab at droppe rådhuset og gifte os. Jeg har drømt om et kirkebryllup siden jeg var helt lille. Det er virkelig noget, som jeg ALTID gerne har ville. Men i takt med at tingene og tiden har ændret sig – blev det mindre og mindre mig. Dengang jeg drømte om kjole og hvidt, var det jo ikke med tanken om at jeg skulle være mor til en lille bandit. Efter mange lange overvejelser besluttede vi os for at blive gift som en overraskelse til Carls dåb. I er flere der har spurgt ind til hvem der vidste det på forhånd. Det var udelukkende vores forældre, min bedste veninde og Christians bedste kammerat (han skulle være Best man, så det gav rimelig god mening at han vidste , hvad der skulle ske). Dvs mine søstre og resten af vores gæster vidste det først, da jeg gik op ad kirkegulvet med min far under armen.

 

Et par dage før brylluppet kunne jeg da godt mærke at jeg måske fortrød lidt – at jeg havde ‘frasagt’ mig et større frieri. Jeg havde på den måde ikke frasagt mig det – men eftersom at det var en fælles beslutning at blive viet på Carls dåbsdag vidste jeg jo godt, at drømmen om at blive friet til ikke længere var en mulighed. Jeg ville gerne giftes og jeg ville gerne at vi skulle sikre hinanden. Man kan ikke få i pose og sæk. Så tanken om et frieri var pludselig langt væk. MEN! Så alligevel. Aftenen før vi skulle giftes og Carl skulles døbes kom Christian hjem fra fodboldtræning. Han var anderledes end han plejede. Gik rundt og rundt I ring. Jeg blev en smule nervøs og tænkte for mig selv: Han har sgu nok fortrudt…..

Efter vi havde spist aftensmad sammen og Carl var puttet gik jeg i seng. Christian blev ved og ved med at gå rundt og rundt i ring. Pludselig råber han inde fra det ene værelse: “skat – der er en plet på min skjorte” jeg svarede ikke rigtig, jeg sov næsten. Endnu engang råbte han fra værelset: “skat – der er kommet en plet på min skjorte. Kom lige ind og se” jeg svarede: “Christian, du er en voksen mand. Rens din plet selv og vis mig hvad du kan”. Han prøvede igen – i et lidt mere bestemt toneleje: “der er en plet på min skjorte – kom nu lige herind og se” Jeg rejste mig fra sengen. Lettere irriteret. Og en smule frustreret. Da jeg kom ind på værelset gik han på knæ!!!! Jeg var fuldstændig færdig og rørt til tårer. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi drømt om at han ville fri!!! Så der stod vi så blandt babytøj og bleer. Jeg kunne på ingen måder have ønsket mig mer’!

Vi kørte til Svendborg tidligt søndag morgen. Vi tjekkede ind på Stella Maris og mødtes med mine forældre. De skulle nemlig have Carl, mens vi gjorde os klar. Da vi alle havde klædt om og var klar, kørte vi hen til kirken, ca. 10 minutter derfra. Da vi ankom havde jeg mit slør og mine brudesko i en pose under Carls barnevogn, således at ingen skulle ane mistanke om, at noget var under opsejling. Vi stod i kirken og tog imod alle vores gæster. Da klokken blev 12.00 begyndte kirkeklokkerne at ringe. Døren gik op og ind gik præsten efterfulgt at Christians søster med Carl, Christian og hans best man. Dørene lukkede igen og jeg hoppede i sko og slør imens. Da alle havde sat sig, åbnede dørene op igen. Og min far og jeg kom ind. Mine forældre havde arrangeret, at der kom en og spillede vores yndlingssang i kirken: “stand by me”. Det var utrolig smukt og jeg græd fra start til slut.

 

Da vi var blevet viet og Carl var blevet døbt, havde mine forældre arrangeret en bil, som hentede Christian og jeg. Vi blev kørt i den fineste hvide bil i vaske ægte brudepar-stil. Vi spiste frokost, dansede og sang med vores familie og bedste venner. Det er uden tvivl en dag vi aldrig glemmer.

 

 

Jeres spørgsmål:

Jeg havde ikke svært ved at beslutte, hvilken kjole, som jeg skulle have på. Jeg valgte en blå kjole fordi det var den, som jeg bedst kunne li’. Jeg er ikke så traditionel, jeg ville faktisk bare gerne være ‘mig-selv’. Min læderjakke er købt i Italien for mange år siden. Den var ikke købt til brylluppet. Det er faktisk en gammel sag. Mine sko er fra Manolo Blahnik også havde jeg lånt min bedste venindes armbånd.

Så alligevel blev det lidt traditionelt: noget blåt, noget gammelt, noget nyt og noget lånt 🙂

Min bedste veninde bandt min brudebuket (hvide ranunkler og brudeslør), det var også hende der satte mit hår. Der er ingen, der kan gøre alt det, som hun formår. Hun er så mega kreativ og det var også hende, som der hjalp mig med at planlægge det hele.

Carls faddere er mine søstre, min bedste veninde og Christians bedste kammerat. Christians søster er gudmor. I er mange der har spurgt til, hvordan at vi valgte, hvem der skulle bære Carl. Det gjorde vi faktisk før han blev født. Hvis det blev en dreng måtte Christian bestemme og hvis det blev en pige, måtte jeg bestemme.

Det spørgsmål, som der går mest igen er: hvordan friede Christian? Det har jeg uddybet ovenfor.

Det er min veninde Sarah, som har filmet vores bryllupsvideo med mit eget kamera – Olympus Pen 9.

Jeg fik lavet to lommetørklæder til mine forældre, hvor der var broderet en personlig tekst til dem på. En lille ekstra ting til dem, som tak for alt det de havde hjulpet med.

 

Carl var med hele dagen (i det omfang man nu kan, når man er 4 måneder gammel). Det var mine søstre, som ‘passede’ ham. Da han skulle sove lur gik mine svigerforældre en tur. Det hele fungerede mega godt, han sov imellem os på vores bryllupsnat, det var det helt rigtig for os.

Hvorfor Svendborg? Christian er oprindeligt fra København, men flyttede sammen med sin familie til Svendborg, da han gik i folkeskole. Han er konfirmeret i kirken, hvor vi blev gift.

Vi var 55 gæster til vores bryllup. Vi havde en professionel fotograf i kirken (en gave og overraskelse fra mine svigerforældre) – resten af billederne blev taget af Sarah, som også filmede dagen med mit kamera. Vores gæster var inviteret til frokost kl. 13 og selvom det var søndag og helt i Svendborg festede de fleste dagen og natten lang. (De sidste tog en taxa hjem, og vi gik i seng med Carl lidt i 5 :D).

Vi havde arrangeret overnatning til vores nærmeste familie (forældre, bedsteforældre og søskende). Vi spiste morgenmad sammen dernede inden vi kørte hjem. Halleluja, I COULD DO IT ALL OVER AGAIN!

Xx Cille

P.s vores bryllupsvideo er snart klar – den kommer online snart!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Boligtanker